1. Det var først med nationalismen, at det kom til identitære grænsedragninger i Hertugdømmet Slesvig.

2. I forhold til spørgsmålet om, hvilke nationalstater områder som Schleswig-Holstein/Sønderjylland hørte til, dominerede både sprogligt-nationale såvel som historisk-juridiske argumenter.

3. Sproget blev og bliver fortsat anvendt som politisk middel til at homogenisere befolkningen.

“Sproget som naturligste og sikreste Middel til at grundfæste og vedligeholde National-Eenheden” Friedrich VI. (1811)

4. Sprog og historiske argumenter blev og bliver fortsat politisk bevidst anvendt til at gennemtrumfe egne territorialkrav.

5. Folkeafstemningen i 1920, som førte til den grænse, vi har dag, var ikke en perfekt løsning. Det var derimod en løsning, som begrænsede skaderne, og som førte til et tab af en fælles, multikulturel sameksistens som slesvigere.